Vingården er etableret i 2018 med cirka 1.200 vinplanter fordelt på 6 forskellige sorter (Grønne sorter: Solaris, Souvignier Gris og Phönix. Blå sorter: Bolero, Rondo og Regent). Vinmarken ligger med udsigt til Læsten bakker og skovene ved Fussingø hvilket gør det til en fornøjelse at arbejde i vinmarken og nye udsigten. Grunden skråner let mod syd og ligger højere end omgivelserne så frosten løber af grunden i den kritiske periode i maj, hvor nattefrost kan ødelægge årets høst. Pasning og høst foregår ved håndkraft, så vi sikrer at kun det bedste af det bedste indgår i vinene. Vores drøm er at lave vin af høj kvalitet frem for kvantitet. Der bliver kælet for alt i vinmarken og vineriet, så vi sikrer at drømmen går i opfyldelse. I 2022 deltog vi på Dansk Vinskue og fik en særlig udmærkelse for vores hvidvin Solaris 2021 og en bronzemedalje for vores rødvin Bolero 2021.
LAG Randers-Favrskov har givet tilskud til ”Vinproduktion i Læsten” for at fremme lokale fødevarer og turisme.